Om RT Danmark

Round Table blev stiftet i England i 1927 af Eminio William Louis Marchesi, der var medlem af en lokal Rotary-klub i Norwich. Under en tale for medlemmerne i Rotary-klubben blev han klar over, at der var brug for en klub, hvor unge forretningsfolk kunne mødes og udveksle erfaringer og ideer.

Den 14. marts 1927 samlede han således 90 unge forretningsfolk og stiftede den første Round Table-klub. Round Table er i dag et uafhængigt og upolitisk, verdensomspændende netværk af unge forretningsfolk i alderen 20-40 år fra alle samfundslag, erhverv og uddannelser, som mødes for at netværke og udveksle erfaringer.

Round Table København (RT1) blev stiftet den 5. marts 1936 som den første i Danmark med et medlemstal på 15. Det var tilmed den første Round Table-organisation uden for England. Round Table Danmark (RTD) blev stiftet i 1939 og omfatter i dag mere end 130 RT-klubber fordelt over hele landet med omkring 2.500 aktive medlemmer. Dertil kommer de ældre medlemmer, som man ligeledes holder kontakt til.

RT66 • Rødovre blev stiftet den 2. maj 1961 og vi fejrede således 50 års jubilæum den 2. maj 2011.